Societal Impact of Pain (SIP)

Læs mere på:

Societal Impact of Pain (SIP)

En multi-stakeholder-platform i Europa

Societal Impact of Pain (SIP) er en international, multi-stakeholder-platform, som blev etableret i 2010 på fælles initiativ fra EFIC® og Grünenthal med følgende målsætninger:

  • at øge bevidstheden om betydningen af de konsekvenser, som smerter har på vores samfund, sundhed og økonomi
  • at udveksle informationer og dele bedste praksis på tværs af alle medlemslande i EU
  • at udvikle og fremme europæiske, politiske strategier med henblik på at forbedre smertebehandling i Europa (smertepolitik).

Platformen giver mulighed for diskussion blandt sundhedsfaglige personer, smerteinteressegrupper, politikere samt repræsentanter for forsikringsselskaber, sundhedsmyndigheder, tilsynsmyndigheder og budgetansvarlige.

Baggrund

Kroniske, ubehandlede smerter er et stort uløst sundhedsproblem i Europa. Kroniske smerter er forbundet med enorme omkostninger for økonomien. Det gælder både direkte økonomiske omkostninger som f.eks. udgifter til behandling eller smertemedicin og indirekte omkostninger som følge af lavere produktivitet eller øget sygefravær samt samfundsmæssige omkostninger i form af nedsat livskvalitet for patienterne, deres familier og nærmeste.

20 % af den voksne befolkning – eller 80 millioner europæere – og 50 % af den ældre befolkning er ramt af kroniske smerter. Næsten 9 % af den almene befolkning i EU lider af daglige smerter. Der er endnu ikke garanti for tilstrækkelig adgang til smertebehandling i alle EU-medlemslande. Selvom akutte smerter med rimelighed kan betragtes som et symptom på sygdom eller skade, er kroniske, tilbagevendende eller vedvarende smerter i sig selv et specifikt sundhedsproblem.1 Omfanget af epidemien af kroniske smerter med hensyn til menneskelige lidelser og samfundsmæssige omkostninger er velkendt inden for smertemedicinområdet. Disse lidelser og de dermed forbundne omkostninger er imidlertid ikke generelt anerkendt i bredere biomedicinske kredse, blandt socialpolitiske beslutningstagere og i den brede offentlighed.

1 Kleijnen et al.: Reflection process on chronic diseases in the EU – the role of chronic pain. Systematic Literature Report, maj 2012. http://www.sip-platform.eu/tl_files/redakteur-bereich/Home/ReflectionProcess_screen.pdf

Grünenthal er forkæmper for en ny og holistisk tilgang til europæisk smertebehandling

Kroniske smerter er et af de mest omkostningstunge sundhedsproblemer i de industrialiserede lande og den primære årsag til helbredsrelateret fravær fra arbejde og førtidspensionering. På trods af de socioøkonomiske konsekvenser anerkender sundhedssystemerne og de politiske beslutningstagere i Europa ofte ikke kroniske smerter som en sygdom i sig selv. Dette var en af hovedkonklusionerne efter det første symposium om “Societal Impact of Pain” (samfundsmæssige konsekvenser af smerter) i 2011.

Grünenthal er overbevist om, at kompleksiteten af smerter kræver en holistisk indsats, som både omfatter forebyggelse, tidlig diagnosticering og den mest effektive behandling. Denne indsats skal fra starten inddrage patienten og omfatte de tværfaglige aspekter af kronisk smertebehandling. I praksis betyder det, at der er et akut behov for samarbejde mellem de politiske beslutningstagere, sundhedsfaglige personer, budgetansvarlige og branchen for at optimere hele indsatsen.

Behov for innovation

I modsætning til tendensen inden for branchen, der går ud på at imødegå vigende salg af blockbuster-medicin som følge af tab af patentbeskyttelse, har Grünenthal øget sine investeringer i forskning og udvikling og opbygget en organisationsstruktur, som effektivt driver innovation. Grünenthal investerer en betydelig del af sin omsætning i forskning og udvikling, nemlig 20 % om året i gennemsnit. I 2014 var Grünenthals omsætning 1,154 mia. euro.

Grünenthal har et stærkt ønske om at fremme innovation for at forbedre smertebehandlingen i Europa. Grünenthal deltager aktivt i en række offentlig-private partnerskabsinitiativer. Disse finansieres af EU's Innovative Medicines Initiative 2 (IMI2) og medicinalvirksomhederne under paraplyen af EFPIA (European Federation of Pharmaceutical Industries and Associations). Projekterne kommer til at køre i flere år og har bl.a. til formål at forstå og forbedre behandlingen af kroniske smerter.